Erhverv

Digital ejendomsmægler fra Aalborg får millioninvestering

Investeringen fra Lehrmann blev selvfølgelig fejret med champagne, og hele teamet er klar til et spændende samarbejde.

Alle løverne så muligheder i den digitale model, som Estaldos koncept er bygget på. Den blot to år gamle virksomhed endte med at hive en investering fra serieinvestor Jan Dal Lehrmann hjem, og han skal med sine kompetencer og erfaringer nu med på rejsen mod at skabe en milliardforretning og indtage resten af Europa.

I denne uges afsnit af Løvens Hule på DR1 (episode 4) går Estaldo lettede fra studiet med en investering fra Jan Dal Lehrmann som har købt 10% af virksomheden.

Estaldo gik i luften i januar 2020 og har på blot to år skabt et koncept, der skal sørge for et markant billigere og mere gennemskueligt salg for alle boligejere i Danmark.

– Igennem årtier har det været alment kendt, at en ejendomsmægler koster spidsen af en jetjager, og det synes vi helt ærligt må kunne gøres billigere. Derfor har vi en enkel mission hos Estaldo, og det er at gøre det billigere og mere gennemskueligt at sælge sin bolig – uden at gå på kompromis med servicen naturligvis, lyder det fra stifter og direktør Jakob Neua Nørgaard.

Konceptet er simpelt: Estaldo står for alt omkring boligsalget, herunder fotografering, markedsføring, forhandling og alt papirarbejdet. Det eneste, man som sælger skal gøre, er at fremvise sin bolig selv. På den måde kan virksomheden fra sit kontor i Aalborg sælge boliger i hele landet til et fast salær på 12.500 kroner.

Bag Estaldo står 4 iværksættere med vidt forskellige kompetencer. Serieiværksætter Jakob Neua Nørgaard, ejendomsmægler Ann Rosenskjold samt udviklerne Tibold Kandrai og Roland Pop. Ved at forene deres forskellige kompetencer har teamet bag Estaldo bygget et koncept, der er klart til at blive skaleret internationalt.

– Jeg har været ejendomsmægler i 13 år og har derfor et godt kendskab til de processer, branchen arbejder med. Med teamets kompetencer kan vi bygge teknologi omkring min viden og på den måde skabe en langt mere smidig sagshåndtering. Det gør vores ejendomsmæglere mere effektive, så de kan yde en verdensklasse service til vores kunder, siger stifter og ejendomsmægler Ann Rosenskjold.

For 2.750.000 kroner mod 10% af virksomheden er Lehrmann nu blevet en del af rejsen mod stjernerne med Danmarks digitale ejendomsmægler. Netop de kompetencer og erfaringer, som Lehrmann byder ind med, er i perfekt synergi med virksomhedens tårnhøje visioner for fremtiden, hvor målet står soleklart – en revolutionering af branchen, der rækker langt ud over landets grænser.

– For få år siden havde ingen forestillet sig, at man ville booke ophold i private hjem via platforme som Airbnb; i dag er den slags ganske normalt. I fremtiden bliver det lige så normalt at købe og sælge bolig gennem onlineplatforme uden dyre mellemled. Det er netop de tanker, som stifterne bag Estaldo også tror på. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at arbejde tæt sammen med hele teamet, siger virksomhedens nyeste investor, Jan Dal Lehrmann.

Opbakningen til konceptet fra danskerne skinner tydeligt igennem, for ved udgangen af 2021 kunne Estaldo placere sig som Danmarks femtestørste ejendomsmæglerbutik ud af cirka 1.500 butikker på landsplan målt på antal boliger til salg.

Med investeringen fra Lehrmann Ventures er sejlet sat mod nye spændende projekter i Estaldo, som allerede den 27. januar har lanceret en ny platform, hvor boligejere kan sætte boligen til salg; helt gratis og uden forpligtelser eller liggetid på boligplatformene. Læs mere om det nye koncept lige her.

Kommentarer