Minister markerer ny ældrereform med to-dagesturné rundt i landet

Den 1. juli 2025 træder den nye ældrelov, som et bredt flertal i Folketinget vedtog 1. april, i kraft. Ældreminister Mette Kierkgaard markerer dagen med en tur rundt i Danmark.
Når klokken slår 12 natten til tirsdag indtegnes nye streger på ældreplejens landkort. I takt med ældrereformens udrulning forandres hjemmehjælperens ’farvel’ til et ’vi ses i morgen’. Reformen skaber med andre ord mere sammenhæng, tryghed og kvalitet i ældreplejen for den enkelte ældre.
Ældrereformen indebærer, at der fra den 1. juli 2025 indføres helhedspleje, hvor én leverandør har det samlede ansvar for hjælpen til den ældre, så plejen og omsorgen gives med udgangspunkt i den enkelte ældres ønsker og behov. Det frie valg udbredes, og offentlige og private leverandører ligestilles. Der indføres et nyt ældretilsyn med fokus på læring fremfor kontrol, bedre rammer for friplejehjem og nye lokalplejehjem, og der sikres et tættere samspil med civilsamfund og pårørende.
– Jeg har om nogen set frem til den 1. juli 2025. Ældrereformen er et markant farvel til papirpleje og minuttyranni og goddag til pleje og omsorg af mennesker. Det er et historisk skridt mod nye måder at tænke omsorg, ansvar og værdighed på. Vi sætter ældreplejen fri, så vi får en pleje, hvis kompas er mennesket før systemet, siger Ældreminister Mette Kierkgaard.
I forbindelse med ældrereformens ikrafttræden tager hun på en tur rundt i landet den 30. juni og den 1. juli. Ældrereformens ikrafttræden markeres blandt andet med festtaler og et symbolsk snoreklip i Aarhus den 1. juli klokken 9.00.
– Vi har lagt grundstenen fra Christiansborg. Nu skal ældrereformen ud at leve i alle landets kommuner. Reformen skal udfoldes i praksis af lederne og medarbejderne i ældreplejen, så de ældre og medarbejderne mærker forandringerne i praksis. Det glæder jeg mig til at markere rundt om i landet i de næste dage, lyder det fra Ældreministeren.
Kommentarer